Den tidligere integrerede institution Hanehøj i Hornslet skifter navn og funktion. Proces Arkitekter ombygger institutionen til en vuggestue, som har fået navnet Børnehuset Naturhaven. Til- og ombygningen af den nye vuggestue er i fuld gang, så den kan rumme 3 vuggestuegrupper og nye personalefaciliteter til 13 medarbejdere fra april 2023.
Vuggestuen lægger særlig vægt på krop, bevægelse og motorik både ude og inde, og der er blandt andet derfor nye motorikskinner i hver vuggestuegruppe for at understøtte dette pædagogiske fokus.
Der er etableret to nye krybberum som tilbygninger, og alle børnetoiletterne er totalrenoverede med ny sanitet, fliser og vinylgulve, så de er egnede til vuggestuebørn.
I hvert grupperum er etableret en nyt minikøkken med vask og opbevaring af service mm, så man har de materialer, man skal bruge i grupperummet lige ved hånden. Radiatorer er inddækket med radiatorskjulere i perforeret krydsfiner, og alle indvendige vægge er blevet malet, så bygningerne fremstår nye.
Tilbygningerne er udført med vægge, facader og tagkonstruktion i træ med en lav CO2 udledning, og der er genanvendt eksisterende mursten til overliggere og ommuringer.