En ny type tværfagligt hus ser snart dagens lys i Aarhus, Nyt Sundheds- og Frivillighus.
I Nyt Sundheds- og Frivillighus formidles viden, ressourcer, erfaring og ekspertise indenfor sundhedsområdet og indenfor frivillighed. Bygningen kommer til at rumme Folkesundhed, Demenshjørnet, Lokalcenter Carl Blochs Gade, ”Værkstedet” og en ny daginstitution med 4 børnegrupper. I hovedtræk vil bygningen indeholde funktioner som café og produktionskøkken, træningsfaciliteter, servicearealer, kontorarbejdspladser, mødelokaler og konsultationsrum.
Derudover vil Nyt Sundheds- og Frivillighus rumme frivillige og foreninger, der kan benytte sig af bygningens mange faciliteter. Nyt Sundheds- og Frivillighus skal først og fremmest være borgernes hus. Et hus, der kan være aktivt 24-7 med lokaler, der over døgnet og ugen skifter mellem at danne ramme om gode arbejdspladser, borgerrettede tilbud og borgerdrevne aktiviteter.
Huset er en rummelig ramme, hvor kulturen og den måde man samarbejder på vil inspirere til aktivt medborgerskab og frivillighed. Her har frivillige mulighed for at engagere sig og bidrage med det, de brænder for, har lært og er bedst til.
Proces Arkitekter har varetaget brugerinddragelsesprocessen og udarbejdet funktionsprogrammet til Nyt Sundheds- og Frivillighus med fokus på arealoptimering og synergiskabelse.
Ydelse: Procesrådgivning , brugerinddragelse, funktionsprogrammering
Omfang: 5.700 m2
År: 2018
Bygherre: Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg