På Plejehjemmet Hestehavehusene har Proces Arkitekter udarbejdet indretningsprojektet med fokus på wayfinding og hjemliggørelse.
Wayfinding består af farvekodning af etagerne og vægmonteret kunst, der placeres strategisk, så man kan genkende sin bygning og sin etage med naturmotiver, der understreger Hestehavehusenes placering tæt ved skov. Derudover er den eksisterende skiltning suppleret med ny skiltning med ikoner, der består af samme motiver som kunsten.
Aktivitetslokalet er præget af at ligge i en relativt mørk parterreetage, og at den bliver brugt både til træningsaktiviteter og aktiviteter som bingo, sang og aktiviteter omkring et bord. Gulvet og loftlamper udskiftes med henblik på at gøre rummet lysere, og et nyt gardin monteres som en rumdeler, der kan skærme visuelt for træningsudstyret, når de øvrige aktiviteter foregår. Plakater med vintage-sportsmotiver koder rummet, så træningsaktiviteterne understøttes visuelt.
Kældergangen, der forbinder de to boligfløje med hinanden og med spisesalen får ny belysning, ny kunst og en inddækning af de mange synlige rør på vægge og lofter, så passagen kommer til at fremstå mere imødekommende. Et område for posthåndtering er nyindrettet med et antikt postskilt og nye postsorteringsreoler.
Proces Arkitekter har udarbejdet malerplaner, indkøbt inventar og plakater og koordineret kunstprojektet med malerprojektet og det øvrige wayfinding-projekt. Derudover har Proces Arkitekter varetaget fagtilsyn.
Ydelse: brugerinddragelse, indretningsforslag, inventarindkøb og fagtilsyn
Omfang: 1100 m2 ombygning
År: 2018 – 2019
Bygherre: Aarhus Kommune