Projektet på Plejehjemmet Thorsgården tilvejebringer billige plejehjemspladser i Aarhus Kommune. Plejehjemspladserne er etableret i en del af Thorsgården, der indtil for nyligt har været brugt til ungdomsboliger, og som tidligere har været plejehjem. Der er tale om i alt 28 små plejehjemsboliger, der primært målrettes udsatte borgere.
Ombygningen af plejehjemmet har haft fokus på at skabe tidssvarende og hjemliggjorte rammer. Valg af fliser, gulvbelægninger og belysning har derfor taget udgangspunkt i en hjemliggørelse af de institutionelle rammer. Bygningerne er fra 1960’erne, og vi har valgt at understøtte det i indretningsstilen som en opdateret 60’er stil, der også vil virke genkendelig på plejehjemmets beboere.
Der er etableret to nye beboerkøkkener i boligafsnittet med samt to nye fælles opholdsrum. Alle boliger har fået en ny specialbygget skabsvæg med køleskab i boligens entré.
Det eksisterende produktionskøkken er totalrenoveret og har fået visuel kontakt ud til spisesalen via et nyt vindue, så beboerne kan følge med i madlavningen. Spisesalen renoveres med nye lofter, ny belysning og nyt tekøkken.
Projektet er udført i samarbejde med hjemliggørelsesteamet i Sundhed og Omsorgs bygningsafdeling.
Proces Arkitekter har som totalrådgiver udarbejdet beslutningsgrundlag, forestået brugerinddragelsesproces, dispositionsforslag, projekt- og projekteringsledelse, arkitektprojektering, byggeledelse og fagtilsyn.
Ydelse: Totalrådgivning, byggeledelse
Omfang: 1.800 m2
År: 2018-2019
Bygherre: Aarhus Kommune MSO
Tilknyttede rådgivere: Nieland Rådgivende Ingeniører A/S