Haldum-Hinnerup Skolen har stigende elevtal og skal derfor udvides. Kapacitetspresset øger den 3-sporede skole til at blive 4-sporet på de kommende årgange. Kapacitetsudfordringerne opleves i dag primært i indskolingen, hvor der særligt er store udfordringer i perioden marts-juni, hvor der skal findes plads til ca. 90 førskole-elever.
Skolens indskoling, der rummer førskole samt 0.-3. årgang, får øget sin kapacitet med 2 nye klasselokaler og 1 førskolelokale i en tilbygning, og derudover flytter specialklassen fra nuværende placering i lokale til en mere afskærmet placering i et eksisterende lokale, som ombygges til specialelevernes behov.
Skolens mellemtrin, der rummer 4.-6. årgang, får udvidet sin kapacitet med 1 nyt specialklasselokale i en tilbygning, hvilket giver plads til et almenklasselokale i det lokale, som specialklassen holder til i i dag.
Der etableres nye garderober, toiletter, rengøringsrum, grupperum og opholdsmuligheder i gangarealerne, så kvadratmeterne udnyttes optimalt.
Proces Arkitekter har som totalrådgiver varetaget brugerinddragelsesprocessen, udarbejdet helhedsplan, dispositionsforslag samt varetager arkitektprojektering, projekteringsledelse, IKT-ledelse, brandrådgivning, arbejdsmiljøkoordinering, byggeledelse og fagtilsyn. Byggeriet udføres i etaper, mens skolen er i drift.
Ydelse: Totalrådgivning, brugerinddragelse, helhedsplan, IKT-ledelse, byggeledelse
Omfang: 445 m2 nybyggeri og 225 m2 ombygning
År: 2023-2025
Bygherre: Favrskov Kommune
Samarbejde: VOGNSEN Rådgivende Ingeniører A/S